Hvilken verden og fremtid ønsker vi for vores fremtidige generationer?

Hvilken verden og fremtid ønsker vi for vores fremtidige generationer?
Det er et spørgsmål, vi bør stille os selv, hver eneste gang, vi forholder os til børn og unge.
Ønsker vi et fremtidigt samfund med en sund og stærk samfundskultur er der brug for, at vi giver de nye generationer de bedst mulige betingelser for at kunne løfte opgaven med tro på sig selv, og deres egen indre motivation og drivkraft.
Lige nu forholder det sig dog sådan, at mere end halvdelen af børn og unge kun tror de er gode nok som mennesker på baggrund af deres karakterer og 15 procent under 18 år har så alvorlige psykiske udfordringer, at de fået en diagnose - disse er udtræk af mange forstemmende statistikuddrag.
Der er noget, vi - de voksne, ikke børnene - skal ændre på, for at give de nye generationer bedre betingelser for at skabe et samfund, der fungerer for alle.
Det enkelte menneskes trivsel tror jeg på er absolut fundamentalt for at vi kan styrke en positiv udvikling i samfundet, med stærke fællesskaber, tryghed, gennemsigtighed og lighed.
En trivsel, der ikke kun handler om behovsdækning, men om at vække nysgerrigheden hos mennesket i forhold til at udforske livet, tænkningen, opfindsomheden og visionerne - med grundfast opbakning og vejledning til at finde sin egen vej.
Derfor synes jeg, det er vigtigt at vi gør noget ved samfundets vilkår for børn og unge, og desuden er åbne for selv at tage nye perspektiver ind i vores eget fastlåste syn.
Det perspektiv, der optager mig i denne tid, er at skrue tiden frem, og forestille mig verden, når nutidens børn og unge er voksne og de facto driver samfundet.
"Hvordan hjælper jeg bedst dette barn / denne unge med mærke sig selv og trives, og med at blive til et menneske, der af egen motivation og drivkraft kan være med til at skabe et samfund, hvor alle har det godt?"
"Hvordan hjælper jeg bedst dette barn / denne unge / de nye generationer med at blive naturligt og selvtænkende bevidst om måder at tænke på og om værdier, der understøtter freden i verden?"
Der er mange spørgsmål, vi kan formulere og stille os selv - og måske lade os inspirere af noget nyt, der spirer indefra vores egen tænkning.
Men der er også mere, der skal gøres.
For rammerne i samfundet skal ændres så hurtigt som muligt til at understøtte hver enkelt menneske, herunder børn og unge, som er i klemme.
En af de primære årsager til at jeg har valgt at dedikere min tid til politisk engagement er vilkårene for børn og unge, som det kan aflæses af statistikkerne er blevet forværret mærkbart gennem de sidste 10 år.
Jeg synes, det er vigtigt kæmpe for bedre normeringer i institutioner og skoler, og herigennem for mere plads og tid til at hjælpe og vejlede børn og unge fra deres eget udgangspunkt - at have overskuddet til at se ind bag det aktuelle, tage hånd mennesket som individ.
Jeg synes i øvrigt også, det i forhold til børn og unge er vigtigt at kæmpe for bedre vilkår for voksne - lønmodtagere, selvstændige, modtagere af overførselsindkomster og alle andre - så der rettidigt er tid og plads til at kunne møde de nye generationers behov for nysgerrighed og læring i trygt nærvær med voksne.
Børnene og de unge er fremtiden - og vi har et ansvar over for at huske på, at de engang kommer til at være i vores sko som voksne.
Vi kan og skal ikke bestemme over, hvordan de vil skabe samfundet, når vi selv ikke er her længere - men vi kan hjælpe dem ved at give dem de bedste mulige betingelser for at træffe deres egne valg, der beror sig på værdier, viden og forståelse, vi selv tror på vil skabe en bedre verden.
Derfor skal vi også, så hurtigt som muligt, fra politisk side afsætte de ressourcer, der skal til, for at forstå hvad de nye generationer trives ved, og skabe de rammer som ikke kun børnene og de unge, men alle i samfundet, har brug for.
0 kommentarer
Skriv en kommentar
Log ind eller tilmeld dig som bruger for at skrive en kommentar