Hvad med de ældre generationers erfaring og visdom?

Vi kan lære meget af de ældste generationers visdom og livserfaring - men jeg synes, det er alt for sjældent at der naturligt er plads til den i vores fælles kultur.

I et samfund, der er domineret af en altopslugende forbrugs- og arbejdskultur med krav om vækst og præstation, og hvor det enkelte menneske oplever et dagligt tidspres, økonomisk pres, eksistentielt pres, er der skabt en stigende fremmedgørelse mennesker imellem.

Den udbredte institutionalisering har neddæmpet forståelsen for det naturlige i fællesskabet og medansvaret over for hinanden, og kernefamiliestrukturens isolation, med ydervægge af arbejdstimer og hverdagslogistik, skaber for mange et vedholdende pres, der ligeledes har som konsekvens, at ryggen vendes til det fælles.

Vi bliver adskilt, fra hinanden såvel som på tværs af generationer, og får sværere ved at finde tid og ro til at lytte og lære. Fra hinanden. Fra børnene. Fra de ældste. Samfundskulturen bliver skabt af dem, der driver det - og i den fælles såvel som generationsbetingede adskillelse kommer vi til at mangle kontakten med det, som livet i virkeligheden handler om.

Jorden. Mennesket. Fællesskaberne.

Vi har brug for hinanden - for noget af det smukke ved generationer er, at vi bidrager med noget forskelligt. Jeg har en fast og dyb indre vished om, at det er meningen, vi skal skabe en kultur sammen, alle sammen.

Vi ikke kan vide, hvad det er, vi kan lære af hinanden, og har brug for et samfund, der begynder at inkludere alle mennesker og alle generationer med ligelig værdi.

Jeg tror på, der er brug for at vi alle sammen tænker meget mere fællesskab på tværs af generationer, og meget mindre vurderer værd og relevans efter samfundets driftsaspekter - før tiltag fra politisk side for alvor kan gøre en forskel, der vender samfundet til et sted, der er lige for alle.

Det er vores alles ansvar at se vejen, og politikernes ansvar at skabe rammerne!