Stigmatiseringen af at være arbejdsløs, lever desværre i bedste velgående

Stigmatiseringen af at være på offentlige ydelser, eller være arbejdsløs, lever desværre i bedste velgående.

Men det bør altså kunne lade sig gøre at have et samfund med et sikkerhedsnet uden at blande nedgørelse og hån af andre ind i det.

Ingen skal “bare være glade for at de kan få noget”, og så i øvrigt acceptere at blive nedgjort på andres nåde og fromme.

Mange (ikke alle) oplever, at det kan være eksistentielt svært at se sig selv som modtager af kontanthjælp eller førtidspension, på grund af stigmatiseringen.

I kommentarerne til et opslag om en demonstration bliver der talt hånligt om modtagere af offentlige ydelser og folk uden arbejde som en samlet gruppe af mennesker.

Mennesker, der bliver gjort til syndebukke, uden overhovedet at have været medvirkende i den demonstration, der bliver kommenteret på.

I den kollektive bevidsthed er der skabt en underklasse, som direkte forlængelse af det velfærdssystem, der er beregnet til at hjælpe os alle sammen som lige mennesker.

Velfærd handler ikke kun om ydelser, også om mental trivsel.

Et velfærdssamfund, der uddeler stigmatiseringer og eksistentiel nedgørelse sammen med offentlige ydelser, har noget at arbejde med.

Et demokrati, der har skabt så stor modstand mennesker imellem, har brug for opmærksomhed.

Så længe det per refleks er naturligt at angribe mennesker på overførselsindkomst, der som gruppering intet har med konteksten at gøre - fremfor at forhold sig til det, der faktisk er omdrejningspunktet, skranter vores fælles menneskesyn under lavmålet.

Jeg tror på, at en ændring i samfundet på alle planer vil styrkes af politisk vilje til at stoppe med fremmedgørelse af bestemte grupperinger af mennesker og af mediernes opbakning til at tale ind i fællesskab frem for fængende overskrifter, der opretholder skadelige narrativer for samfundet.

Men det allervigtigste er, at vi som mennesker finder vores egen måde at forstå naturlige dynamikker i samfundet og fællesskab, og herfra vurderer, hvad vi selv ønsker at bidrage med.

Er det  yderligere ved til bålet?

Oplysende perspektiver?

Afmægtig bitterhed?

Eller egen indre refleksion?

Jo flere, vi er, der byder ind i fællesskabet med et udgangspunkt i at forstå, vi er fælles, desto stærkere bliver vores fælles fundament.

- Karina Bundgaard

Dette er en omskrivning af et opslag på Facebook, som kan ses lige HER